lørdag den 18. februar 2012

Det sidste kapitel

Skrevet for 25 år siden

Når Fredningsstyrelsen i bogen ”Status over den danske plante- og dyreverden” finder anledning til også at medtage grøftekanterne som værende af ikke ubetydelig interesse som ”naturområder” for den vilde flora og fauna, så er det blot endnu en tilkendegivelse af, at menneskenes ældgamle kamp mod de før så overvældende naturkræfter nu langt om længe er ved at være vundet. Naturen ligger i dag så at sige døende for vore fødder, i en sådan grad, at man i dag må medregne de sidste grønne strimler langs vejene, for derved at sikre naturens vilde dyr, fugle og planter steder, hvor de kan overleve!

Først nu i ellevte time er vi mennesker måske ved at forstå, at vi i kampens hede måske også har dolket os selv i ryggen. At vi mennesker som art i ét og alt er afhængig af naturen og dens vilde dyre-, fugle- og planteliv.

Nok er Skivholme og Skovby kun en lille del af dette langt større naturproblem. Men ”udviklingen” her, som så mange andre steder i øvrigt, understreger blot de afstedkomne naturødelæggelser og den udtalte mangel på forståelse for de økologiske sammenhænge i naturen. Måske har vi indtil i dag kunnet undskylde os med, at vi ikke vidste bedre, at grådigheden fratog os evnen til at tænke klart. Blot kan vi ikke længere bruge disse undskyldninger. For i dag ved vi, hvorhen vinden blæser, og hvilke udsigter vi har at se frem til! Faktisk synes nutidens mennesker på mange måder at være langt ringere stillet med hensyn til at kunne overleve, end det var tilfældet for oldtiden, ja, sågar urtidens mennesker. Dengang sloges man i det mindste med en natur i balance, mens vi i dag må slås med en natur, hvis økologiske grundlag efter alt at dømme er ved at skride menneskene af hænde!

Naturens tilstand i dag er bestemt af de dispositioner, som blev draget for år tilbage, hvorimod naturens tilstand i morgen er betinget af de dispositioner, som vi drager i dag. Vi står faktisk i dag, groft sagt, med valget mellem at kunne skrive det sidste kapitel om menneskehedens historie eller at kunne skrive en helt ny bog om et menneskesamfund i balance med omgivelserne. Et valg, vi alle har stor del i. Også vi, der i dag bor og levet i Skivholme og Skovby sogne!



Bjørn Holmskjold
Medl. af bestyrelsen
Dansk Ornitologisk Forening
Lokalafd. for Århus amt.


Skivholme og Skovby sognes historie fra oldtid til nutid
Jens Kongsted Lampe
Forlaget Chronos Århus
1987

mandag den 6. februar 2012

Bekæmp kapitalismen med alle midler

Klimakommissær Connie Hedegaard var i Clement Søndag (DR1 5.2.2012) mellem linierne røbende, at det politiske system var så himmelråbende langsomt reagerende i forhold til klimaændringerne, at vi ikke blot får en temperaturstigning på 2 grader, men en fortsat stigende temperatur op mod de 6 grader, som minimum. Hun sagde det ikke direkte, men det blev alligevel signaleret.

Hun mente ikke, at der var andre muligheder, end den politiske. Det er så ikke rigtigt.

Der er jo ingen tvivl om, at det kapitalistiske system er kilden til, at vi nu er ved at begå kollektivt selvmord. Da problemer skal stoppes ved kilden, da skal vi naturligvis angribe problemerne, ved at angribe det kapitalistiske system.

Kapitalismen skal med andre ord betragtes, som det den er, nemlig en regulær terrorvirksomhed, som påviseligt er en altødelæggende trussel mod menneskeheden og helheden.

Det letter forståelsen af tingene, dersom man kalder tingene ved rette navn!

Vi ikke blot må, for det forventes rent faktisk af os, at vi i verdenssamfundenes interesse forsvarer miljøet ubegrænset, og med alle til rådighedstående midler.

Sagen er jo den, at en meget stor del af verdens befolkning i forvejen er meget lidt informeret om ret meget andet, end blot dagen og vejen. Hvorimod størstedelen af dem, som burde være informeret, og derfor burde kunne begribe tingene i de større sammenhænge, alene bruger deres ”intellekt” til at berige sig selv, så de kan forbruge endnu mere, end i dag. Hvorfor de bestemt ikke ønsker, at der skal ske ændringer af nogen art, som kan true deres økonomiske interesser, og dét, som de mener kun er et yderst rimeligt forbrug (der omregnet til et globalt ressourceforbrug svarer til tre jordkloder). Tilbage er der ganske få, som også er informeret, men som ikke tænker kortsigtet, men tænker langsigtet på helheden og fremtiden.

De få vil da være op imod de mange!

De mindst begavede af de mest oplyste tror naivt, at dette problem kan klares indenfor demokratiet. Hvor jo netop de fleste af vælgerne end ikke tænker på fremtiden. Derfor siger det sig selv, at den demokratiske vej ikke er farbar – i traditionel forstand. For der vil, p.gr.a. egocentrismen, hverken være et vælger-flertal, endsige nogen interesse for en ændring. Derimod har de tusindtallige gode undskyldninger for ikke at gøre noget… Før den dag, hvor det kan gøres uden at skade det hellige privatforbrug. Desuden findes det politiske parti ikke, som har en helhedspolitik, der disponerer med en opbremsning, eller noget andet alternativ til det accelererende overforbrug.

Det er derfor det bliver en krig at overleve!

Ifølge den vestlige tænkning er det derimod velkendt og anerkendt, at man må angribe forebyggende, dersom nogen eller noget udgør en trussel mod verdenssamfundet. Bush-doktrinen kaldes dette princip, som de demokratiske lande mere eller mindre accepterer, som værende en fuldgyldig og nødvendig politik. Danmark er bl.a. på den baggrund en aktiv del af besættelsesmagten i Irak og Afghanistan.

Det er derfor helt legitimt at angribe dén eller de, som man blot antydningsvis mener udgøre en trussel mod verdenssamfundene. Ifølge Bush-doktrinen forudsætter doktrinen ikke et demokratisk flertal, forinden man kan angribe dén eller dem, som man vurderer, som værende en trussel mod verdenssamfundene. Man kalder blot sine handlinger: ”Krigen mod terror”.

Udgør en politik eller en aktivitet en trussel mod det miljø, som jo er en forudsætning for verdenssamfundets overlevelse, da er det en politik eller aktivitet, som omfattes af Bush-doktrinen. En politik eller en aktivitet, som betinger sådanne trusler er derfor helt legitime mål for forebyggende angreb. For dén eller de, som afstedkommer sådanne trusler, er, igen helt i overensstemmelse med Bush-doktrinen, at betragte som terrorister!

Bidrager man, f.eks. på grund af fanatiske økonomiske interesser, til at ødelægge miljøet, som er en forudsætning for verdenssamfundenes overlevelse, da er dén eller de naturligvis at betragte som øko-terrorister, og som sådan en reel trussel, der skal bekæmpes!

Bush-doktrinen åbner dog mulighed for at vælge side. Princippet er her, at enten er man med, eller også er man imod. Derfor må det enkelte menneske træffe et valg. De, som herefter er imod, er efterfølgende at betragte som øko-terrorister.

Det bliver på den måde en nødvendig krig mod øko-terroristerne, om verdenssamfundene da skal overleve. Men det positive er, at denne krig kan holdes indenfor de principper, som er almindeligt accepteret i et civiliseret samfund.

Hvilket jo må siges at være et godt udgangspunkt!

På spørgsmålet om, hvad vi kan gøre for at modvirke den omfattende nedbrydning af miljøet, må svaret naturligvis blive, at vi ikke blot må, for det forventes rent faktisk af os, at vi i verdenssamfundenes interesse forsvarer miljøet ubegrænset, og med alle til rådighedstående midler. Hvilket er normal praksis, og helt i overensstemmelse med Bush-doktrinen.

Man behøver blot at understrege sine handlinger med, at de udvirkes i overensstemmelse med de gældende principper i henhold til ”Krigen mod terror”, og at de, som sådan, alene er til fordel for helhedens og menneskehedens overlevelse.